Et indlæg der gerne skulle gøre alting lidt mere forståeligt omkring bloggen, hvem jeg egentlig er og hvad jeg laver her i London.

Mit navn er Amalie. Jeg er en 20 årig pige med stor interesse for mode og design. Jeg elsker at møde nye mennesker, samt at skubbe mig selv ud i ting jeg aldrig troede ville være muligt.

Interessen for at bruge mit sabbatår i udlandet, startede da jeg som en del af min uddannelse på HHX Vejlby/Risskov blev tilbudt at ansøge om at tage et år i udlandet ved studiets udgang via organisationen PIU (kort fortalt smider de penge afsted til dig, mens du arbejder udenlands – det lyder næsten for godt til at være sandt). Jeg blev hurtigt klar over at det her var muligheden og det ideelle for mig. Jeg har aldrig fundet det specielt interessant at rejse nogle bestemte steder hen som mange andre vælger at gøre i deres sabbatår. Dertil skal det siges, at jeg uden tvivl synes at der er mange specielle og fantastiske steder rundt i verden, men jeg havde lysten til at bosætte mig udenlands og opbygge noget mere end hvad man kan nå på en måned eller to i et andet land.

Hvorfor London? Min første tanke var faktisk New York. Jeg tilbragte julen 14 i en vaskeægte New Yorker lejlighed med min familie og jeg blev fuldstændig betaget af byen, livet og de mange muligheder. MEN. New York viste sig hurtigt at være mere kompliceret da det er sværere at få visum når jeg blot ønskede at arbejde og ikke studere. Derfor faldt beslutningen på London, hvilket jeg på intet tidspunkt har fortrudt, da jeg sidenhen har indset hvor stort et spring det er, ‘bare’ at flytte indenfor Europa og hvor mange indtryk der stadig følger med. Dertil er der et par plusser mere såsom at tidsforskellen er mere medgørlig og familie og venner har bedre mulighed for et besøg i ny og næ.

For cirka to måneder siden stod jeg så i Aarhus lufthavn med Julie og Johan (flatmates) og sagde farvel til familie og venner og siden da har jeg været bosat i indre London i vores dejlige centrale lejlighed, 5 minutter fra Regents Park og 10 minutter fra Oxford Street, hvilket godt kan gå hen og være lidt farligt i forhold til min forfærdelige trang til at shoppe. Vi har både oplevet medgang og modgang, men vi er her endnu og det går os jo egentlig meget godt hvis vi selv skal sige det. 

Da jeg tog afsted havde jeg sikret mig et job hos det danske design firma HAY, der har en concession butik i centeret Selfridges. Her var jeg ansat i cirka halvanden måned, hvorefter jeg blev tilbudt en bedre stilling i skokæden ALDO. Her havde jeg i mellemtiden trukket nogle ekstra timer hjem når HAY ikke kunne give mig det jeg havde brug for (London er dyr, meget dyr).

Så her er jeg nu og hvis jeg selv skal sige det har jeg efter to måneder været lidt af hvert igennem; ligefra at flytte hjemmefra for første gang til et helt andet land, sagt et job op, blevet forfremmet til at være ansat som sales lead, spist en helvedes masse pasta med kødsovs, shoppet min konto i bund, lært at drikke øl (der var ingen udvej), fået en forståelse af hvorfor forældre bliver irriteret over små ting som at glemme og slukke lyset eller lade opvasken stå, indset hvor meget London kan byde på udover bare shopping, fået en svaghed for cocktails med passionsfrugt, blevet interesseret i hvad studier i London kan byde på og bedst af alt mødt mange nye skønne mennesker fra hele verden.

Jeg håber det nogenlunde rundede det hele, uden at blive alt for langt.

 Amalie